Psykiatri

Det kan måske lyde voldsom, men det er altså dødelig alvor sådan en omgang, jeg anede jo ikke noget som helst om, hvad der ville ske, og på et tidspunkt i forløbet, tænkte jeg, at døden var at foretrække, så det rædselsfulde kunne stoppe.

En opløsning af et traume, neurotisk angst, er følelsesmæssig en meget voldsom oplevelse hvor hele registeret af følelser er involveret.

Man kan undre sig over, at psyken i sådan en omgang ikke går hel i stykker.

Men jeg er efterfølgende opfyldt af den overbevisning, at vores psyke selv regulerer hvor stor en belastning, vi kan tåle. Om det er rigtig kan jeg kun have en tro på, og jeg har jo ikke andet bevis end min egen erfaring.

Det er en lang vej at komme frem til selve opløsningen, det kan tage flere år, og desværre er det en meget stenet og besværlig vej at vælge; der er ingen opbagning i psykiatrien til de mange forfærdelige rystende angstfyldte dage og grådkvalte stunder, og det kan ind imellem synes håbløs, frygten for det ukendte kan være på kanten af afgrunden.

Men imellem må man tage nogle valg og vælge en retning, om det er den rigtige, kan man ikke vide med sikkerhed. Men jeg er overbevist om, at hvis man virkeligt ønsker en grundlæggende ændring af gamle traumer, er der ikke nogen smutvej.

Derfor valgte jeg at stoppe med pillerne "Lexuan", ved indlæggelse, jeg tog den sidste pille 08,30 d. 15/4-91. Jeg kørte derefter til Hvidding Psykiatrisk Hospital.

Det var en mærkelig køretur.

Nu er det heldigvis sådan, at man på forhånd ikke ved, hvad der kommer til at ske, jeg var dog klar over og forberedt på, at noget voldsomt kunne indtræffe.

Det blev så sandel igen også tilfældet. 

Den svære opløsning

Den svære opløsning

har mindelse, om

et stykke musik med

mange variationer,

over det samme tema.

Musikken er en lang

følelsesmæssig rejse,

ud i alle kroge og tilbage igen.

Instrumenter bliver

præsenteret

trommernes buldren,

basunerne gjalder,

strygernes hvin,

trompeternes skrig,

til grådens

akkompagnement,

af fagottens dybdebor,

hvor afgrunden,

kan synes uendeligt,

og endelig til forløsning,

en brag af alle,

en klimaks

af en befriende

styrke

En rejse med gru,

en nødvendig langtur

med registeret af følelser,

helt derud

hvor alt er lige meget,

selv døden kan føles at foretrække,

først da, løsner knuden,

af følelser op,

og forløsning kommer

med sorg og gråd.

Indlæggelse og behandling

At være indlagt på et psykiatrisk hospital er en meget speciel oplevelse, jeg kan huske, at jeg tænkte dengang, at det egentlig var noget alle skulle prøve, det ville nok afmontere mange af de forestillinger og fordomme der eksisterer om sådanne hospitaler. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg havde forventet, men jeg blev i hvert fald meget overrasket over forholdene.

Det der gjorde størst indtryk i begyndelsen, var mine medpatienter. Det var jo ganske almindelige mennesker, der gik rundt stille og roligt, drak kaffe og snakkede med hinanden som ganske normale personer – det havde jeg bestemt ikke regnet med – jeg havde jo hørt mange ikke særlige pæne benævnelser om psykiske hospitaler, og om indlagte patienter, men mine fordomme faldt fuldstændig til jorden.

En af de første dage på hospitalet slog det mig pludselig, hvilken magt de ansatte havde. Jeg kan tydeligt huske, at det var meget skræmmende tanke, det gav en mærkelig følelse, at magten over mit eget liv var taget ud af mine hænder, og det var endda på en åben afdeling, hvordan måtte det så ikke være på den lukkede. Uha, jeg kunne fornemme, at det skulle der ikke tænkes for meget over... 

Jeg vænnede mig nu hurtig til forholdene, det kunne jo også have sine fordele, fuldstændig at fralægge sig ansvaret, på en måde var det også befriende.

Dagene var fastlagt efter stramme rammer. Efter morgenmaden var der rengøring af værelset, og efter et lille møde blev vi alle sendt rundt til forskellige aktiviteter; der måtte ikke være patienter på afdelingen i dagtimerne. Jeg spurgte en dag en af behandlerne, hvad de egentlig lavede når vi ikke var på afdelingen. Hun fortalte, at personalet holdt møde og talte om patienterne. Jeg kom desværre til at nævne, at jeg syntes, det måske var en god ide at tale med os, og ikke om os – hendes ansigtsudtryk gjorde det klart for mig, at det ikke var så godt med den slags udtalelser.

Ellers var personalet nu meget venlige, bare vi var stille og rolige og ikke lavede noget postyr. Om aftenen blev alle patienter placeret foran fjernsynet sammen med personalet, og det var såmænd ganske udmærket, selvom en del af os ikke kunne klare at se fjernsyn.

Men i det store og hele var de fysiske rammer gode og trykke. Det var mere problematisk når det kom til de psykiske.

Når vi sad der om aftenen og en patient blev dårlig eller urolig, fik vedkommende straks noget ekstra medicin – der skulle for alt i verden være ro på afdelingen. Jeg undrede mig ofte over denne fremgangsmåde, den pågældende patient havde måske brug for at snakke, komme af med noget vrede, få noget sorg ud og måske få bearbejdet noget traumatisk der var klar til at komme ud.

Jeg syntes ganske enkelt det var forfærdelig, at behandlerne ikke så det som deres fornemmeste opgave at støtte og opmuntre patienterne i sygdomsforløbet, og måske holde hånd når noget gjorde ondt, eller ganske enkelt bare være til stede. Specielt det sidste er meget vigtigt. Jeg er godt klar over, det kan være svært at bedømme, hvornår en patient har brug for personalets tilstedeværelse og hvornår den ikke er nødvendig. Men jeg er temmelig sikker på, at behandlerne kan mærke behovet, hvis de er bevidste om det.

Det var imidlertid ikke denne måde arbejdet foregik på – desværre. Når en patient fik det dårligt, skulle der bestilles tid til en samtale med en psykiater, og det kunne godt tage flere dage før vedkommende havde tid. Problemet er bare, at sådan fungerer vores psyke ikke – behandlerne skal være klar når vores psyke er klar.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vores organisme har en fantastisk evne til at reparere skader, psykiske og fysiske, den skal bare have lidt hjælp. Når det brækkede ben er sat sammen, heles det ganske af sig selv, det er da imponerende. På samme måde med psyken – tager vi symptomerne alvorligt og handler derefter, heles psyken også ganske af sig selv.

Det er mit håb, at forskerne en dag kommer så vidt, at de kravler ned fra det høje, og anskuer en sindslidelse ud fra et mere jordnært udgangspunkt. Jeg indrømmer blankt, at jeg er en ældre erfaringsramt person, og det kan jeg jo ikke gøre noget ved, men det bevirker, at jeg ikke kan tro

på mange forskers overbevisning om, at løsningen på en sindslidelse skal findes i hjernen. Selvom der er beviser på bestemte aktiviteter i hjernen, så tror jeg forskerne leder det forkerte sted. For at sige det banalt – de ser ikke skoven for bare træer.

Det er som med drengen, der går og leder efter noget under et gadelys. En forbipasserende spørger drengen, hvad han leder efter, og drengen svarer, at han har tabt en femkrone på den anden side af gaden. Til spørgsmålet hvorfor han så ikke kikker på den anden side svarer drengen: ”Jamen der er jo ikke noget lys”.

En diagnose som adhd stiger voldsom nu om dage. Igen bliver det forsøgt at finde forklaringen i hjernen. Jeg kender flere børn med diagnosen, der har al mulig grund til deres urolige opførsel, på grund af den behandling disse børn er udsat for. Det er da så tydeligt, og jeg tror, at langt de fleste godt kan se det, men forældrene til et barn med adhd er lykkelige for diagnosen, og det kan man så fundere over – Hvorfor?

Det samme med panikangst, og mange andre psykiske lidelser. Jeg ved af personlig erfaring, at panikangst ikke er forårsaget af ubalance i hjernen eller genetisk, men en neurose lignende lidelse, som kan opløses. Den opløsning som finder sted med panikangst/neurotisk angst er ikke tilsvarende mulig med traumatisk angst, derfor er det meget vigtig at skelne mellem disse angstformer.

Om årsager til psykiske lidelser, bliver der i psykiatrien malet med en bred pensel. Jeg tror dog det kan være nyttigt, ind imellem at se lidt firkantet på problemerne, det bliver mere overskueligt. Min opfattelse af en psykisk lidelse er – meget kort fortalt – at en sindslidelse er en lidelse, der er opstået på grund af voldsomme oplevelser, der ikke bliver følelsesmæssig gennemlevet. Vreden, angsten og sorgen bliver fortrængt og ophobes i vores organisme. Derfor opstår symptomerne senere hen i livet på forskellig vis med budskab om gamle traumer og svære oplevelser og i det hele taget – ikke bearbejdede psykiske sår der banker på, og som vores organisme er klar til, at vi tager os af. Derfor er det meget vigtig at behandlerne tager disse budskaber alvorligt, også selvom de måske ikke forstår dem.

 Det virkede som om de fleste ansatte blev utrygge hvis en patient blev urolig, og det er vel meget naturligt at blive utryk for noget uforståeligt, men det mener jeg dog ikke, der var nogen grund til, i hvert fald ikke de tilfælde jeg så. Jeg ved godt at de følelsesmæssige udladninger kan være ret så voldsomme – det var de også for mit vedkommende, men jeg var heldig, at der tilfældigvis kom en ældre natsygeplejerske forbi, hun var måske nok utryk ved situationen, hun snakkede i hvert fald uafbrudt – hvilket irriterede mig temmelig meget, kan jeg huske – men pyt den gode sygeplejerske blev der og forsøgte ikke at stoppe hvad der foregik, det var jo det vigtigste.

Så heldig var min medpatient på stuen ikke, han havde en masse vrede der pressede på for at komme ud, men hver gang han var klar til at få vreden bearbejdet, gjorde behandlerne alt for at stoppe det. De mente, at han skulle lære at styre sin vrede, altså det stik modsatte af hvad han – sådan som jeg opfatter det – havde brug for.

Der var andre situationer med psykiske lidelser på hospitalet, som jeg dog ikke skal trætte med, bare nøjes med at konstatere, at den behandling der blev tilbudt på det psykiatriske hospital hvor jeg var indlagt, ikke – som jeg ser det – fører til ret meget andet end de psykiske problemer bliver godt og grundigt pakket sammen, klar til igen på et senere tidspunkt at banke på for at komme ud og blive bearbejdet.

Efter de godt og vel 20 år siden mit første møde med psykiatrien, var jeg i en anden sammenhæng igen i forbindelse med et psykiatrisk hospital. Jeg opdagede til min store forbløffelse, at der rent behandlingsmæssig ikke var sket nævneværdig forandring. Jeg tror ikke der findes andre steder i samfundet, hvor der ingen udvikling finder sted i så lang tid.

Hvordan man får banket hul på den fastlåste sygdoms opfattelse i psykiatrien, er et godt spørgsmål, jeg ved det ganske enkelt ikke, men jeg har et håb om, at der engang i fremtiden vil ske en ændring i hospitalernes selvtilstrækkelige indelukkethed - at behandlerne åbner vinduerne, og der vil blive plads til nye tanker og metoder i behandlingen af psykiske lidelser på de psykiatriske hospitaler.

 Neurotisk angst/panikangst - Traumatisk angst/generaliseret angst    

Jeg så på et tidspunkt i deadline DR2 et indslag om psykedeliske stoffer som LSD og silosybin til behandling af psykiske sygdomme som bl.a. depression og angst. Jeg må tilstå, at den udsendelse var meget tankevækkende, tænk, at man igen vil afprøve disse livsfarlige stoffer for psykiske sygdomme. 

Derfor vil jeg gerne fortælle lidt om, hvordan en neurotisk angst faktisk kan opløses, i hvert tilfælde for mit vedkommende, og også forskellen på de to grundlæggende angstformer som neurotisk angst og traumatisk angst. Jeg foretrækker at bruge de gamle benævnelser, de siger mere om sygdommens egenskaber end de nye.

Panikangst og generaliseret angst siger jo ikke så meget om angstens karakter. De gamle udtryk, som neurotisk angst og traumatisk angst, finder jeg mere præcise.

Jeg har haft problemer med angst, så længe jeg kan huske tilbage, men først i en moden alder blev jeg klar over, at det var angst. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at få noget hjælp, og gik til nogle samtaler hos en meget dygtig terapeut. I begyndelsen af forløbet, var jeg yderst skeptisk, og i dag kan jeg godt undre mig over, at hun ikke gav op, men samtalerne fortsatte. 

Jeg lærte at ændre på nogle simple ting i min hverdag – noget praktisk konkret, psykisk og fysisk, og når man på denne måde ændrer noget i sin daglige adfærd, viste det sig, at der skete noget med psyken.

Jeg var blevet advaret inden starten på forløbet, at det kunne lukke op for psykiske rystelser, men jeg var alligevel ganske uforberedt på de voldsomme følelsesmæssige reaktioner, der kom. Jeg fik bl.a. nogle forfærdelige angstanfald, noget jeg tidligere havde prøvet i mindre doser i stressede situationer, men ikke som denne rædselsfulde ukonkrete angst.

På et tidspunkt kunne jeg ikke klare den frygtelige angst mere og fik derfor noget angstdæmpende medicin. Anfaldene stoppede, og det i sig selv var ganske befriende, men bivirkningerne af medicinen var meget ubehagelige. Jeg blev meget sløv, og det endte med, at jeg lå i sengen hver dag fuldstændig afkræftet og uden energi til at foretage mig noget som helst.

Jeg besluttede derfor efter nogle måneder at stoppe med pillerne, og se hvordan min krop ville reagere. Det var dog en skræmmende tanke, men jeg havde det så dårligt på dette tidspunkt, at alt andet ville være bedre.

Jeg var forberedt på, at ved fravalg af medicin ville den voldsomme angst komme igen, jeg sagde derfor ja tak til et tidligere tilbud om at blive indlagt. Jeg ville gerne have trygheden ved at være på et hospital.

Det blev virkelig en barsk omgang. Hen under aften den første dag kom jeg til at tænke på – mere eller mindre bevidst – jeg er på et psykiatrisk hospital og behøver ikke leve op til noget som helst, det må være i orden at give slip. En underlig fornemmelse, for første gang i mit liv forsøgte jeg ikke at leve op til andres forventninger.

Næste dag aften føltes det som om hele mit indre brød løs. En voldsom sorg og en dyb gråd begyndte, samtidig som en forfærdelig rædsel, en dødsangst som er ubeskrivelig. Jeg forsøgte at få hjælp af en behandler, der var på stuen, men hun virkede utryg ved situationen og gik sin vej. Jeg slæbte mig fra stuen ud på gangen, og nogle forvirrede tanker i mit hoved sagde, at hvis jeg skulle dø, så lad mig få det overstået.

Heldigvis var en ældre natsygeplejerske kommet, og da hun så mig vakle rundt, kom hun løbende, og hjalp mig ind på værelset igen. Jeg blev anbragt på en stol, og hun satte sig ved siden af og holdt mig i hånden. Det kan selvfølgelig lyde mærkeligt, jeg var jo en voksen mand, men jeg er sikker på at den tryghed hun gav mig, var nødvendig for den videre proces. 

Pludselig skete der noget, jeg fik en forfærdelig kvalme, hele min krop var i opløsning, det var som en bølge gik igennem mig, og jeg kan huske, at jeg sagde noget i retning af, hvad er det dog der sker, og ganske eksplosiv føltes det som en spændt fjeder inden i mig udløstes, en voldsom følelse, men bagefter en lettelse og befrielse så stor, som jeg aldrig i mit liv før har prøvet. 

Selve opløsningen af angstneurosen er på mange måder lidt som opløsning af en almindelig neurose, men unægtelig mange gange kraftigere, de psykiske og fysiske reaktioner er meget voldsomme ved angstneurosen. 

Jeg tror ikke, at angstneurosen relaterer til en konkret hændelse, i modsætning til den almindelige neurose, jeg ganske klart kunne føre en episode i min barndom som årsag. 

Der skete andre helt grundlæggende ting på hospitalet med min psyke, som der ikke er plads til her, kun at den traumatiske angst dukkede op efterfølgende. Jeg anser det meget vigtigt at skelne imellem disse angstformer, idet den traumatiske/generaliseret angst desværre er en angst med mange former, og jeg tror, man enten må lære at leve med, eller få noget medicin.  

I dag er jeg blevet så gammel, at jeg ikke orker mere traumatisk angst, så jeg får nu medicin for denne angstform. Om den traumatiske angst også kan udrenses, er jeg blevet lidt i tvivl om.

Jeg var meget glad for tiden på hospitalet, specielt i de situationer hvor de psykiske rystelser var værst, men jeg må tilstå, at hvis jeg havde ladet behandlerne bestemme, var det hele sikkert gået meget anderledes, hvordan kan jeg af gode grunde ikke vide.

Det var ikke velset selv at have en mening om behandlingen på det psykiatriske hospital, hvilket jeg syntes var meget mærkeligt, det måtte dog være os patienter der var nærmest til at vide, hvad der skete i vores kroppe.

Men min opfattelse af behandling på psykiatriske hospitaler er en anden historie.

Anerkende årsagen til psykisk lidelse

Der bliver for tiden skrevet meget om psykiatri, men jeg tror ikke det flytter noget så længe opfattelsen af grundlæggende årsager forbliver uændret.  Jeg har i lang tid funderet over, hvorfor mange patienter i psykiatrien ligefrem vælger den tilbudte hjælp fra? Det finder jeg i grunden meget mærkeligt og tankevækkende.

Jeg tror faktisk, at langt de fleste psykiatere gør deres bedste for at hjælpe patienterne, alligevel siger mange patienter fra. Hvorfor?

Jeg har meget stor respekt for psykiaters viden, først som uddannet læge og senere en stor viden om psykofarmaka. Men når det kommer til viden om psykiske følelsesmæssige lidelser, kniber det med min respekt.

Egentlig har opfattelsen af årsager til disse følelsesmæssige lidelser stort set altid været den samme; at en sammenfald af mange faktorer skal ses som årsag. 

Jeg har efterhånden ikke mere tvivl. Vi forældre er altafgørende som årsag. Punktum! Alle ydre omstændigheder og psykisk sårbare er virkning. 

Jeg er klar over, at udsagnet er kontroversielt, men ikke desto mindre er jeg overbevist om, at en fundamental ændring i opfattelsen af en psykisk sygdoms årsag er nødvendig, hvis mange af os med følelsesmæssige lidelser og traumer skal hjælpes.  

Den manglende udvikling i psykiatrien er der sikkert mange gode forklaringer på, men det har fået mig til at tænke på om det virkelig kan være frygten for ukendt land, der er årsagen til psykiaternes kliniske tilgang til psykiske følelsesmæssige problemer. 

Er det opfattelsen af at miste kontrollen med patienterne? For en følelsesmæssig gennemlevelse af traumer kan være ret så voldsomme. 

Jeg undrer mig dog over, at der ikke er en større nysgerrighed indenfor området, der må da være nogen der undrer sig over, at opfattelsen af årsagen til en psykisk lidelse jo i grunden stort set har været den samme altid.

Der har været nogle justeringer i selve behandling med strategi øvelser og den såkaldte kognitive behandling, hvor man skal lære at leve med sygdommen, men den grundlæggende forståelse har egentlig altid været den samme, og den skal der ikke laves om på, hvis jeg forstår psykiaterne og behandlerne ret. 

Derfor kan jeg ikke lade være med at sammenligne psykiatriens manglende udvikling lidt med dengang man mente, at jorden var flad. Der blev jo en farlig ballade, da der blev stillet spørgsmål til disse områder i videnskaben.

Sådan har det fra tidernes morgen altid været med nye tanker og idéer; som datidens modstand mod nye idéer af klodens placering i universet – om den var firkantet, rund eller flad – til i dag, hvor en forsker ikke risikerer at miste hovedet, hvis vedkommende skulle komme med nye tanker om årsager til lidelser i følelseslivet. Galilei (Italiensk naturvidenskabsmand 1564 – 1642) fik lov at beholde hovedet, men han måtte afsværge opdagelsen om Jordens form og position i universet, hvorefter han blev sat i husarrest.

Så voldsom er det ikke mere, hvis der bliver sået tvivl om fastlagt sygdomsforståelse i psykiatrien, men en forskers anseelse, ansættelse, mulighed for forsker midler og så videre bliver sikkert ikke forbedret med de forkerte tanker. 

Der er måske ikke noget underligt i, at de forkerte meninger bliver forstødt; frygten for det ukendte er stort. Denne frygt havde datidens søfolk også, når de sejlede på de store have; de var bange for afgrunden, hvor den flade jord ophørte. Det er frygteligt skræmmende ikke at vide, hvad der vil ske i de ukendte områder, hvor følelserne har overtaget.

Den manglende udvikling har selvfølgelig også med magt at gøre, de mange psykiatere, professorer og så videre, vil som forventelig naturligvis ikke uden videre afgive den magt de sidder inde med, det ville datidens lærde heller ikke.

Jeg tror på, at løsningen er en ganske anden tilgang med et åbent og fordomsfri møde med hver enkelt person med problemer. Jeg ved godt, det er tidskrævende, men hvis der skal ske grundlæggende ændringer i psykiatrien, er det den eneste måde. For enhver person er unikt og har specielle følelsesmæssige problemer.

Men man er altså nødt til at anerkende årsagen til problemet, før problemet kan løses.

Er problemer i psykiatrien frygten for ukendt land?

Journalisterne Ingrid Spilde og Siw Ellen Jacobsen skriver i en artikel i Videnskab, DK 28 dec. 2023: “At der er noget som ikke stemmer i psykologien".

Jeg har længe funderet over, hvorfor mange patienter ligefrem vælger den tilbudte hjælp fra? Det finder jeg i grunden meget mærkeligt og tankevækkende. Har det at gøre med noget som ikke stemmer i psykologien?

Jeg tror faktisk, at langt de fleste psykiatere gør deres bedste for at hjælpe patienterne, alligevel siger mange patienter fra. Hvorfor?

Jeg har meget stor respekt for psykiaters viden, først som uddannet læge og senere en stor viden om psykofarmaka. Men når det kommer til viden om psykiske følelsesmæssige lidelser, kniber det.  

En manglende udvikling i psykiatrien er der sikkert mange gode forklaringer på, men det har fået mig til at tænke på om det virkelig kan være frygten for ukendt land, der er årsagen til psykiaternes kliniske tilgang til psykiske følelsesmæssige problemer. 

Er det opfattelsen af at miste kontrollen med patienterne? For en følelsesmæssig 

gennemlevelse af traumer kan være ret så voldsomme. 

Der har været nogle justeringer i selve behandling med strategi øvelser og den såkaldte kognitive behandling, hvor man skal lære at leve med sygdommen, men den grundlæggende forståelse har egentlig altid været den samme, og den skal der ikke laves om på, hvis jeg forstår psykiaterne og behandlerne ret. 

Derfor kan jeg ikke lade være med at sammenligne psykiatriens manglende udvikling lidt med dengang man mente, at jorden var flad. Der blev jo en farlig ballade, da der blev stillet spørgsmål til disse områder i videnskaben.

Sådan har det fra tidernes morgen altid været med nye tanker og idéer; som datidens modstand mod nye idéer af klodens placering i universet – om den var firkantet, rund eller flad – til i dag, hvor en forsker ikke risikerer at miste hovedet, hvis vedkommende skulle komme med nye tanker om årsager til lidelser i følelseslivet. Galilei (Italiensk naturvidenskabsmand 1564 – 1642) fik lov at beholde hovedet, men han måtte afsværge opdagelsen om Jordens form og position i universet, hvorefter han blev sat i husarrest.

Så voldsom er det ikke mere, hvis der bliver sået tvivl om fastlagt sygdomsforståelse i psykiatrien, men en forskers anseelse, ansættelse, mulighed for forsker midler og så videre bliver sikkert ikke forbedret med de forkerte tanker. 

Der er måske ikke noget underligt i, at de forkerte meninger bliver forstødt; frygten for det ukendte er stort. Denne frygt havde datidens søfolk også, når de sejlede på de store have; de var bange for afgrunden, hvor den flade jord ophørte. Det er frygteligt skræmmende ikke at vide, hvad der vil ske i de ukendte områder, hvor følelserne har overtaget.

Den manglende udvikling har selvfølgelig også med magt at gøre, de mange psykiatere, professorer og så videre, vil som forventelig naturligvis ikke uden videre afgive den magt de sidder inde med, det ville datidens lærde heller ikke.

Jeg tror, at en tilgang til patienterne hvor symptomerne ikke bliver set som sygdommen, men set med budskabet om, at noget er gået skævt på et tidspunkt, for det meste i opvæksten, og det har givet traumer og følelsesmæssige problemer, som banker på for at blive bearbejdet.

Vejen er et åbent og fordomsfrit møde med hver enkelt patient. Jeg ved, det er tidskrævende, men hvis der skal ske grundlæggende ændringer i psykiatrien, er det den eneste måde. For enhver person er unikt og har specielle følelsesmæssige problemer.

Hvorfor skal staten blande sig i mit tv. udbud?

Hvorfor skal staten blande sig i mit tv. udbud? Det undrer jeg mig over. Skal vi virkelig fortsætte med et statsdrevet TV medie?

Jeg har altså lidt svært ved at forstå hvorfor jeg skal have et tvunget medlemskab af DR TV, og betale kontingent enten i form af licens eller over skatten. Hvilke udsendelser har jeg behov for at se, der kun kan produceres og sendes af DR?

Er det udsendelser med Anders Agger, med Søren Ryge, med boqndemanden på Kastanjegården og så videre? Disse udsendelser kan jeg altså godt selv finde ud af at se, også hvis de ikke er skåret til og udsendt af DR.

Eller er det Nak og Æd et eller andet - eller Gintberg der efterhånden har hængt på kanten i mange år - jeg skal have mulighed for at se? Hvis jeg selv må bestemme, vil jeg helst være fri.

For det kan vel ikke være de utallige genudsendelser af de gamle amerikanske film vi bliver tilbudt i weekenden eller genudsendelser i det hele taget vi bliver beriget med. Det vil jeg altså også gerne være fri for.

Når der bliver sagt og skrevet side op og side ned, at hvis ikke vi har DR som kulturinstitution til at samle os med gode programmer med kvalitet, så vil vi forsumpe gøgl og pjat. Jeg har større tiltro til mine medmennesker.

Selvfølgelig er der mange der er meget klogere end jeg er, men det er faktisk ikke særlig rart at blive betragtet som en, der ikke selv kan finde ud af hvad der er kvalitet, eller hvad der ikke er kvalitet. Hvis jeg skal tvangsfodres med en   Danmarksindsamling og lignende, vil jeg hellere gå sulten i seng. 

Eller at almindelige mennesker som du og jeg selvfølgelig ikke selv evner at søbe og smage på hvad vi synes om gode udsendelser, en film, et teaterstykke, et musikstykke,  og så videre.

Nej, det skal først igennem statsansatte bedømmere, der så fortæller os hvad der er godt og hvad der ikke er godt for os at se og høre.

Jeg vil gerne være fri og selv bestemme mit medieforbrug og ikke tvinges til at betale for DR.

Hvad er idealisme?

Er en idealist et godt menneske?

Fra tid til anden, bliver udtrykket idealisme anvendt. Jeg er ikke så sikker på, at der bliver tænkt så meget over betydningen af dette begreb når benyttet. Derfor kunne det måske være behjælpeligt med en subjektiv tolkning.

Af alle ismer, har jeg specielt altid haft problemer med idealisme; der er åbenbart noget stort ved at være idealist, sådan en størrelse udfører gode gerninger – for andres skyld – en idealist tænker ikke på sig selv.

Jeg tror, mange ser på en idealist som det fagreste træ i skoven, sådan at kæmpe for en sag uden personlig vinding, det kan da kun være godt, uanset hvilken motivering idealisten måtte have for virkeliggørelse af egne idealer.

Men idealet har en finurlig storhed, om at være den uselviske givende. Den der giver får en god følelse, og jeg vil mene, at det er den egentlige bevæggrund til idealistiske handlinger, og i den tråd kan man i grunden stille spørgsmålet: Er idealistens handling så ikke egoistisk?

Umiddelbart kan man jo undre sig over, at mange menneskelige idealistiske gerninger, som skulle være så gode, udarter sig til noget så skidt. Man kunne næsten få den tanke, at årsagen til ulykkerne ligger i selve idealet.

Det er virkeligt et spørgsmål, jeg har tumlet med det meste af mit liv, men pludselig en dag slog det mig, at det ser ud til, at mange af de forskellige ideer i historien er konstrueret bevist – og deri ligger måske også noget af fejlen.

Jeg bliver mere og mere overbevist om – at ideen skal være opstået ubevist for at have værdi – alt andet bliver nemt noget intellektuelt konstrueret, som blandt andet en teori om socialistisk paradis på jord baseret på fælles ansvar og ubegrænset såkaldt godhed.

Jeg tror, at den ubevidste ide er baseret på erfaringer igennem århundreder. De ubevidste ideer er sammensat af små brudstykker og tilfældigheder, der har tilflydt mennesker alle dage. De ubevidste ideer er kommet langsomt og har nået at slå rødder

i takt med byggesten på byggesten.

Mennesket har evnet at udnytte de ubevidste ideer, og har brugt deres hænder til at skabe. Tænk hvad to par hænder har været i stand til at frembringe. Det kan virkeligt tage pusten fra en`at tænke på den ubevidste iderigdom udmøntet gennem århundreder af vores forfædre.

Og jeg er ganske sikker på, at alt det arbejde ikke er udført af idealister i godhedens navn til glæde for andre, men af den enkeltes gode følelser ved virkelyst og en forbedring af egen overlevelse og eksistens.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at uanset hvad vi foretager os, gør vi det absolut helt grundlæggende for vores egen skyld, uanset om vi vil erkende det eller ej.

Egentlig kan man vel konstatere, at jeget er den vigtigste person i ethvert liv. Man kunne jo spørge: Hvem i alverden skulle ellers udfylde denne plads? 

Derfor mener jeg egentlig ikke, at idealisme eksisterer - det er et tomt begreb.

Er egoismens belønning den gode følelse? 

Med Danmarks deltagelse i Europamesterskabet i Tyskland skal jeg love for, at vores egoisme fik på alle tangenter. Vi holdt med vores fodbolddrenge: Og hvorfor gjorde vi nu det? Ja, det kan vel kun tilskrives, at vi rent egoistisk ønsker, at vores eget hold vinder, og det er der vel egentlig ikke noget galt ved, i denne sammenhæng må vi godt være egoistiske

Men ellers er den egoisme noget stram omgang; ordbogens definition opfatter jeg lidt ensidig, og jeg kunne godt tænke mig at flade den lidt ud, at vi grundlæggende handler ud fra selviske ønsker, til vores egen fordel, og det er jo selvsagt egoistisk.

Det modsatte synspunkt, at vi handler ud fra fællesskabets, altruistiske, selvforglemmende, at det kan være ligegyldigt hvilke hold der vinder, tror jeg ikke på.

Jeg tror på, at vi handler ud fra hvad vi selv finder rigtigt, det indbefatter selvfølgelig også andre, men grundlæggende er det "jeg" der bestemmer. 

Jeg antager, at den menneskelige gode følelse, når vi får lov til at være egoistiske, gælder for alle. Denne gode følelse tror jeg ikke, vi fuldstændig anerkender rækkevidden af. 

For mange handlinger giver en dejlig følelse, og jeg er temmelig sikker på, at det er årsagen til vores automatiske ageren i bestemte situationer. Nogle vil måske hævde, at almenmenneskelig pli styrer nogle af vores gerninger, og det er sikkert rigtig i en vis grad, men helt grundlæggende vil jeg hævde, at det er belønningen med den gode følelse, der styrer vores gøren og laden. 

Man kan så selvfølgelig spørge, om det virkeligt ikke kan være lige meget, hvad enten en handling er bestemt af fornuft eller følelse. Dertil må jeg sige, at jeg opfatter det særdeles vigtigt at skelne mellem disse to begreber. Rent objektivt kan det sikkert være det samme hvilke hold der vinder, det siger fornuften os, men vores følelser siger noget andet

Et eksempel: Med idealisten der tror, at han på baggrund af sin sunde fornuft, handler uselvisk, men efter min opfattelse handler han i virkeligheden om at få den gode følelse, og det er jo i realiteten egoistisk. Det medfører en dobbelthed, der kan udløse en

modvilje og vække irritation.

Jeg mener derfor ikke, at motivet til en handlemåde er ligegyldigt. Jeg bryder mig for eksempel ikke om at få gaver, hvor giveren står forhåbningsfuld og venter på min taknemmelighed for denne gave.  Jeg tror mit ubehag i denne situation bunder i, at giveren først og fremmest giver for egen skyld og den gode følelse, der hører med til at give, og dermed dobbeltheden.

Jeg tror derfor, det er meget vigtigt med ærligt og sandfærdigt godtagelse af vores egen egoisme, som ved en fodboldkamp. I modsat fald bliver det nemt til en uærlig selvforherligelse, hvor der ikke er rum til den sande reelle egoisme – men kun til en Don Ego – med en selvovervurderende adfærd højt hævet over den ærlige egoisme. 

Egoisme er for mange en skrækkelig væren og anstrenger sig til det yderste for ikke at fremstå  egoistisk.  At sådan et menneske kommer til at fremstille sin egen falskhed, ser ikke ud til at være et problem, jeg tror slet ikke, sådan en person selv er klar over denne blotlægning, men jeg synes, den til gengæld er ganske tydelig  

For uanset vi anerkender vores egen egoisme eller ikke, er jeg sikker på, at egoismen er en indbygget lovmæssighed, styret af vores følelser og der gælder os alle.

Derfor er den egoisme en krævende størrelse at forholde sig til, bare ikke ved fodboldkampen..

Den gode følelse

En god bekendt sagde engang, hvor vi diskuterede politik, at hun jo var humanist og derfor stemte på socialisterne; jeg fik desværre ikke noget at vide om, hvad hun mente med at være humanist. Men det ser ud til, at disse hjertensgode, der ønsker alt godt for alle, ganske enkelt ikke magter den forfærdelige virkelige, virkelighed. Jeg opfatter humanistens placering, er i en konstrueret virkelighed, hvor det onde ikke eksisterer.

Det må jo være dejligt at være i stand til en parkering af alt det grimme hos de andre; den barske virkelighed er ikke for sarte sjæle, og da slet ikke for humanister. Og det er nu så dejligt ansvarsfrit at ville drage omsorg for alt det ukonkrete - ja, for hele kloden, og det giver sådan en god følelse, også selvom godheden bliver udøvet for andres penge.  

Det kan jo være direkte komisk, hvis bare ikke det var så alvorligt at være vidne til de rødes udstilling af sig selv i deres forkrampede forsøg med at følge med udviklingen, hvor de rent intellektuelt godt kan se, at vi har et stort problem for eksempel med indvandring, at man ikke bare kan tage imod flygtninge og indvandrede i ubegrænset antal. 

Men de må dog have problemer med at bevare den gode følelse, når en forfærdelig virkelighed kræver en kontant stillingtagen. Det bliver dog forsøgt klaret med et mere humanistisk nej til flere flygtninge.

Og den gode Mette Frederiksen, har også været ude i en såkaldt konvertering. Formanden bedyrede med stor patos og orkesteret alvorsfuld mine, at hun tog fejl i alle årene – hvor hun piskede de ikke rettroende på højrefløjen for deres umenneskelighed og uanstændighed i udlændingedebatten – om hun så også er umenneskelig og uanstændig nu, har hun godt nok ikke sagt noget om. 

Man kan tydeligt se, at socialisterne vil gøre alt for at komme til magten. De har som sagt ingen problemer med at skifte kurs til den modsatte vej; meninger bliver formet efter behov, og hvad der er opportunt på det gældende tidspunkt.

Sådanne typer er faktisk farlige, de er til fald for alt, der fører til magten.  Vi må ikke glemme, at det ikke er mange år siden, de rødes principprogram indeholdt en ophævelse af den private ejendomsret, og nationalisering af banker og virksomheder.

Skulle førerskabets pendul svinge tilbage, vil de så igen skifte kurs?

Den socialistiske ideologi tilbragte jo sin barndom i den kommunistiske vugge, og det skinner tydeligt igennem i mange af ideerne fra de røde, trangen til at regulere og overtage det meste af vores selvbestemmelse lurer konstant på en mulighed – spirerne ligger klar og venter på gunstige tider.