Jeg finder dette billede helt fantastisk, specielt min mor, der er så fin og det ser ud til, at hun ved det selv

Her er Morbror Jens mor Sidsel Marie og Morbror Christian mange år senere.
Jeg finder det lidt sjovt, at de sidder i samme rækkefølge.

Skødet på Moseholm ser ud til at være udstedt 1931, men er først meldt endeligt skøde 14. okt. 1938. Det tog lang tid dengang.

Skødet er dog kun på 4 sider, hvorimod skødet fra 1920 var på 6 håndskrevne sider.

Dette specielle vægtæppe hang, så længe jeg kan huske tilbage, over chaiselongen i dagligstuen. Jeg kan huske, at jeg som barn ofte har ligget og kikket på dette billedtæppe. Jeg kunne godt forestille mig, at det har et specielt navn, men jeg ved det ikke.

Min mor, Marie Nicolaisen, og min far, Jacob Nicolaisen, havde den lille landejendom Moseholm, der var min mors fødehjem. Vi var syv søskende, der voksede op på denne vores plet, og jeg var den sidste i flokken.

Mit fødehjem vil for altid være noget specielt, der vil til hver en tid være følelser forbundet med dette sted og egnen omkring. Der er velkendte områder, som kan fortælle små hemmelige historier fra barndommens tid.

Jeg kører ofte forbi Moseholm, når jeg er i Timring, og hver gang er det, som om at der gøres en form for stabilitet, rødderne får lige en ny omgang næring til at stabilisere forankringen

Kongenshus Mindepark med det fulde navn Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere (Kongenshus Hede) er en mindepark for opdyrkerne af heden i Jylland. Parken ligger 25 kilometer sydvest for Viborg (Resen Sogn, Fjends Herred). Det var Hedeselskabet, som i 1942 opkøbte det cirka 1.200 hektar store område med uopdyrket hede, som i dag udgør mindeparken. Parken åbnede den 10. juni 1953.
I Kongenshus Mindepark finder man Mindedalen med 39 herredssten omgivet af tilsvarende sognestenm…

Wikipedia· Tekst under CC-BY-SA-licens

Kirsten Grønbæk fortæller:

Jens Tomsen blev også belønnet med denne fine sølvpokal for opdyrkning af heden.

Sølvpokalen kom til at være i vores familie, og i dag har jeg den. Igennem min barndom husker jeg sølvpokalen, som havde sin plads på skænken derhjemme. Det var med en vis stolthed min far fortalte om pokalen, og vi mærkede den glæde og respekt han følte for arvegodset, som var blevet ham betroet. Jeg synes også jeg husker, der

var en historie om, hvorfor det blev min far der fik pokalen som ejendom. Min far var fætter med Jens Eggersgaard, og de var begge ungkarle på det tidspunkt, om der så var noget om snakken, men som jeg hørte det, skulle der være blevet sagt, at den af dem, som først blev gift skulle have pokalen, og det blev så min far. Måske også fordi, det var min far som drev gården videre, som mine oldeforældre havde opdyrket.

Moseholm

De to børn på billedet skulle være min mor Sidsel Marie Eggersgaard og min morbror Jens Eggersgaard.
Som det fremgår af billedet, var Moseholm oprindeligt et kroghus med to længer.

Mine forældre overtog gården efter mine bedsteforældre i 1926 og boede der til 1964, hvor Moseholm blev solgt til Moselund, og mine forældre flyttede til Timring.

Således blev Moseholm stedet, hvor det hele begyndte i vinteren 1945 i den kolde februar måned, de sidste måneder af den store krig nummer to. Den 12. blev jeg født på en af Mosegårdene.

En lille landbrugsejendom på godt og vel 20 tønder land. Et traditionelt landbrug med otte malkekøer, et ubestemt antal kalve og grisesøer, smågrise, høns, katte og en hund, Dolly.

Moseholm med tre længer.
Dette fine maleri blev gjort af en maler, der kom forbi.

Mine forældre

Zidsel Marie (Eggersgaard) Nicolaisen og

Jacob Nicolaisen.

Mine Bedsteforældre 

Anna Magrethe Eggersgaard og 

Cresten Æggersgaard

Min oldefar Jens Thomsen

Jeg har desværre ikke billede af min oldemor

Jens Thomsens familie gravsten

Efter granlægning er færdig og forfriskning med kaffe

og den gode kage,

i kirketårnets stue,

det er tid til farvel.

Vi tager afsked

ved muren,

og byen

lægges bag.

En tur over Trehøje

er absolut,

dette smukke sted

med høj og hede

så langt øjet rækker,

og dernede bagved

er Helmosedal,

hvor hesten løber rundt, den mangler

godt nok hoved,

om sandheden er rigtig,

det er rikke

til at vide.

Besøg i Timring

kan føles lidt tomt,

når familie er væk,

men stedet vil altid

være pecielt,

de varme følelser

for hjemstavn

og egn,

vil altid rummes,

trods den store forskel

fra tiden før,

sådan er forløbet

meget forandres,

vi må vænne

os til det.

Tiphede kirke

lidt skjult i bevoksning,

den kan dog anes

en lille smule,

konfirmation blev forrettet for mange år siden.

Videre sydpå

hvor bo er for tiden,

et dejligt besøg

er til ende

i Timring.

ooo000ooo

Fødselsdag hos Kresten

Vi var syv, så var vi fem, så var vi tre, og nu to tilbage.

Og nu kun den yngste.

Det er unægtelig ganske underligt, at alle mine søskende er døde. Der er ikke nogen at ringe til mere.

Søster Grethe er død

Grethe (Nicolaisen) Vigtoft

Søster Ida er død

Ida (Nicolaisen) Jensen

Efter lang tids sygdom, søster

døde på Vesterled Plejehjem.

Hun valgte det fra, yderligere
behandling, besværet for
meget, søster Ingrid var træt,
hun ville ikke mere.

Søster Ingrid havde selv, den
hele handling, bestemt med
begravelse og alt det hele.

Herning Kirke var altid Ingrids,
der skulle afsked,
med venner og familie, unge og
gamle, Ingrids bekendte.

Præst og salmer, og turen til
Timring var også Ingrids.
Gravsted var valgt, for længe
siden, ved en tur til Timring.
Ingrid ville hjem, til egen egn,
måske med trygheden i
hjemligt sted.

Efter kirkegård i Timring,
kaldte Herning igen, Hotel
Østergård var stedet, som
igen blev valgt til kaffebord
så fin, med boller og pålæg,
og æblekage også.

Mange var
med til mindet om Ingrid.

For sådan skulle dagen, den
hele forløbe, bestemte
Ingrid en søndag aften, i tiden
førhen, alt blev nedfældet,
i sidste ønske, så ingen var i tvivl,
tiden derpå.

Behandling og omsorg blev livet
for Ingrid, og hele bestemmelsen.
Plejen af syge, gav Ingrid mening,
at pleje og hjælpe,
forløser altid, den varme følelse,
den største af slagsen, således også, for Ingrids
omsorg, den megen en tak, var
altid til stede, fra alle dem der
mødte Ingrid.

I familien havde Ingrid, en
ganske særlig plads, blandt
søskende både, men søskende
børn også, hvor Ingrid udgjorde,
et naturligt midtpunkt, hvor
guld var til stede, mellem børn
og unge, de gav Ingrid glæde, at
være tilsammen.

Det var altid trygt, når Ingrid
kom hjem, specielt hvis sygdom,
var kommet til huse.
Men det var altid rart, når Ingrid
kom hjem, den tunge tone i daglig
mold, kunne Ingrids nærvær, løfte
stemme til dur.

Søster Ingrid vil altid, have en
særlig plads, hos alle os, der var
heldig at have, en tid lang med
søster, en faster en moster, og den
store slægt, vil tilsammen hører,
med tidens øjeblikke,
der så hurtigt forløber.

Den tid er nu, uomtvistelig
forbi, det er livets bestemmelse,
at vi kun skal være, for en stund
tilsammen, vi må alle engang,
forlade pladsen, til nye slægtled,

tidspunktet var nu
for søster Ingrid.

Der stod den så den hvide kiste

ganske ensom i kirkens midte,
pyntet med blomster i røde hvide
farver, min bror Hans Christian er
ikke mere, vi er alle kommet at

sige farve

Den hvide kiste vækker altid en
følelse, så underlig hver gang, den
er svær at beskrive, men den er
uafladelig, når kisten dukker frem
med den døde derinde, et livsforløb
er uigenkaldeligt forbi.

Nu er tiden til afsked i denne
smukke kirke, der blev bygget
engang for mange år siden, så
Lis og Hans Christian, at blive ægte
viet, de var i hvert fald de første,
der blev rigtig gift, i den
helt nye kirke.

Nu sad vi her, fem måneder
senere og mindes de gange med
bryllup og guldbryllup, Lisses båre
og nu Hans Christians samme sted
som Lisses førhen, i denne kirke
med navnet Mariehøj.

Trods sygdom så svær de to hørte
sammen, andre muligheder kom
Ikke på tale. En kærlighed så stor
I alle de år, et ægteskab uden lige,
hengivenheden uforlignelig mellem
Lis og Hans Christian.

Aldrig har jeg hørt, et ondt ord
i mellem, de to kære mennesker,
det er ganske ualmindeligt, jeg har
aldrig set nogen, på tilsvarende vis
holde af hinanden på denne
smukke måde.

Det var altid en fryd at besøge
hjemmet, Lis og Hans Christians,
tænk aldrig at høre en uvenlig tale
i deres lange ægteskab, en lise at
mærke deres inderlige
kærlighed.

Nu er det forbi, men Lis og Hans
Christian lever videre i børn og
børnebørn og oldebørn, en stor
dejlig familie, er tilbage til at føre,
slægten videre. Er det i grunden
ikke, hvad det hele, handler om.

Lis og Hans Christian er igen
forenet, på Vestre Kirkegård
deres urner står, side om side,
de to kære mennesker, vil for
altid blive husket, som de
smukkeste eksempler, to
kan være for hinanden.

Hans Christian har veget, en plads
til nye liv, vemodigt det er at tage
afsked med broder, et altid tomrum
vil være til stede, men mindet om
Hans Christian vil for altid ligge klar,
til at frembringe erindring.

Som når Hans Christian, slog en smut
omkring, vores forældres bo, han
indtog altid et naturligt midtpunkt,
med historier fra forne tider, og der
blev grinet godt og grundigt, fra
forældre og søskende i fælles
forening.

Den tid er nu, uomtvistelig forbi,
det er livets bestemmelse, at vi
kun skal være, for en stund
tilsammen, vi må alle engang
forlade pladsen, til nye slægtled,

tidspunktet var nu
for broder Hans Christian.

Til broders begravelse, i

Alderslyst Kirke. 

Kisten står pyntet i kirkens

midte, ganske tæt på børn

og børnebørn. Der flyder 

dejlige toner, fra Maria der 

spiller, for sin bedstefar så

fin.

En afsked så smuk, for vor

broder Kresten, han kunne

ikke ønske sig, en bedre 

farvel, til børn og børnebørn, 

familie og venner, der fyldte

rummet med sorg og vemod,

over far og bedstefar, broder

og ven.

Kresten døde med pigerne

omkring sig, hans elskede

børn, Kristina og Betina, der

vågede over far, til det 

allersidste, hvor broder trygt, 

sov ind i døden.

Kresten var plaget, af

sygdom 

så svær, han kunne ikke mere,

et langt liv var til ende.

Det var imellem, hårde

tider, for broder Kresten.

Hvordan muligt det var, for 

broder Kresten, at bevare 

styrken, i de sidste år, er

svært at forstå, han 

formåede kun, at sidde

og lytte, til læser af

bøger, gerne historie, og 

andet med indhold, af

dybere mening.

Det tog mange år for broder 

Kresten, at erkende den sandhed, 

at han var ganske klog, det var 

ellers den historie, han var blevet 

fortalt, som barn og ung, at 

evner ikke rakte, til

lysten at lære. 

Sædvanen var dengang, 

at børns begavelse, oftest

bestemt, af størrelsen på

gård, og betingelse af 

opvækst, skæbnen besegles  

for fastlagt kurs i livets bane,

også for broder.

Vejen var hård, fortalte

broder, præget af mangel,

på sikkerhed og livslyst, dog

livskraften vandt, måske 

han havde, den store styrke, 

fra tiders kamp, og fik kæmpet 

sig igennem, den svære tid,

begyndelsen var, for broder 

Kresten.

Men en dejlig familie, han 

senere fik, med børn og 

børnebørn, der fyldte dagen,

med glæde for Kresten, hans 

taknemmelighed var stor, han 

gerne fortalte, om de dejlige

piger, og de kæreste 

børnebørn.

Vi vil alle savne, den kloge 

Kresten, som far bedstefar

broder ven. Snakken er til

ende, men minderne kan

flyde, hvor Kresten er med,

i tanke og ord, og således til

stede.

I familien var Kresten, den 

rolige og tænksomme, var

altid klar, til umiskendelig

udlægning, 

af politisk orden, så alle

vi søskende, ja forældre også, 

var vel oplyste, til hygsom 

komsammen, som øjeblikke 

til fælles.

Den tid er nu uomtvistelig forbi,

det er livets bestemmelse, at vi

kun skal være, for en stund 

tilsammen, vi må alle engang

forlade pladsen, tidspunktet 

var nu for broder Kresten.

Søster Ingrid er død

Søsters gravsten Timring Kirkegård.

Herning Kirke

Søsters kiste i Herning Kirke

Timring Kirke

ooo000ooo

Broder Hans Christian er død

Broders Hans Christians gravsten på Vestre Kirkegård Silkeborg

Mariehøj kirke Silkeborg

Broder Hans Christians Kiste i Mariehøj Kirke Silkeborg

ooo000ooo

Broder Kresten er død

Broder Krestens gravsten  Alderslyst Kirke. 

Alderslysts Kirke Silkeborg 

Broders Krestens kiste og Marie der sidder og spiller så fint for bedstefar.

Blomster i i kirken for broder Kresten.

Den hvide kiste

falder igen på nethinden, en 

varsel om død,

så uforståeligt,

hver gang 

den kommer

.

Søster Elna blev

syg, en alvorlig 

forpinthed, den korte

tid blev alt for kort,

måske for søster var

tiden noksom, syg og

træt med smerte og

tab: Var døden et

udfri?

Døden er naturligt,

en nødvendig pris

for levet liv, men

dog ubegribeligt

i al sin gru,

aldrig mer

at skue dagen,

aldrig mer se 

aftensolen,

aldrig mer 

komsammen 

i vest,

hvem

kan mon dette

alt forstå.

Hvordan kan døden

begribes i tanke, og 

modtages forstandig.

At udfri fra lidelse en

barmhjertig gerning,

dog ej forståelig i

grunden helt,

ej heller er det,

for Elnas død.

Men i søsters liv 

var glæden stor

ved sang og musik, 

tidligt som spejder,

til julespillet, sang Elna solo,

alene på scenen 

i hotellets sal, det var 

stort og flot af vor

Søster Elna.

Ofte i Timring guitar

kom frem, men også

ude, omkring i sal,

hvor søster har været.

Glæden var stor,

for søster dygtig,

sang og spillede 

så frejdig og fint.

Når familien samles, 

var søster den

tænksomme, og

kreative natur, med

optimismen i gled.

Søster Elna troede

det bedste altså,

om de ganske

fleste.

En fryd var 

kom sammen,

specielt i Timring,

nybagte boller havde

søster i kurv, når

forfriskning i stuen, 

var uomgængeligt, 

i kirketårnet.

Ingen tvivl om  

søsters drenge,

Henrik og Christian, var

naturlig midtpunkt, i 

Elnas liv, de kære 

drenge kom ofte i

tale.

Søster fortalte 

med glæde ofte,

om drengenes liv,

Henriks kærlighed

for have og hus

i koloni med planter.

Kristians begejstring

for cykling og ski

i herlig selskab.

Det sidste besøg

i hjemmet Smidstrup,

var tungt og sørgmodigt.

Søster Elna var træt.

Det fine minde,

var den dejligste smil,

til den sidste farvel 

i gangen ud, lidt

vemodigt måske, 

men dog et smil. 

Den tid er nu,

uomtvistelig forbi,

det er livets 

bestemmelse, at vi

kun skal være for en 

stund tillsammans, 

vi må alle engang,

forlade pladsen til

nye slægtled, 

tidspunktet var nu 

for søster Elna.    

 I Smidstrup Kirke 

stod den hvide kiste, 

med vor kære Henrik.

Ganske uforståeligt,

alt for tidligt, 

at Henrik er død, 

det er svært at 

fatte.

Kristian ringede,

med budskab så

forfærdeligt,

Henrik var død.

Kort tid efter Elna,

tungt at rumme,

meget uvirkeligt.

Det absolutte 

ophør.

Aldrig mere at se,

aldrig mere at tale,

aldrig mere at høre,

aldrig mere at grine,

aldrig mere Henrik.

Vi dog ofte vil tale, 

om vor Henrik

og i øjeblikke 

ganske vist,

tilstede er Henrik,

i sind og tanke,

Måske kun i stunder.

men videre vi husker,

og vi vil mindes. 

Vigtigt for Henrik,

var aftryk at sætte,

med billeder mange,

han malede så fine.

Hvilket mod, 

at udtrykke

med pensel, 

en inderlig trang,

til fuld forståelse,

af selvet Henrik.

Klap på skulder,

og gerne ses.

Rene linjer,

ærlig og redelig,

var den bærende 

stemme,

i Henriks udtryk,

og hele grundlag,

men villig en hånd,

han strakte ud,

at komme til

en fuldig

forståelse.

Den skæve 

anskuelse,

var Henriks syn

og snakken gik,

over stok og sten,

imellem meget,

en dyrebar

energi, der 

stoppede brat, 

ved Henriks

død.

Der blev så stille,

men ekko af snakke

klinger videre frem,

og minderne står

på lager, til frit 

at vælge fra

Henriks manifest,

hans store

engagement i 

dette værk, var 

ofte i tale.

Den tid er nu,

uomtvistelig forbi,

det er livets 

bestemmelse, 

at vi kun skal 

være, for en 

stund

tillsammans,

vi må alle engang, 

forlade pladsen,

til nye slægtled,

tidspunktet var nu

for vor kære

Henrik.

Søster Elna er død

Elna (Nicolaisen) Jensens gravsten Smidstrup Kirkegård

Smidstrup Kirke

Elnas kiste i Smidstrup Kirke

ooo000ooo

Nevø Henrik er død

Henriks kiste i Smidstrup Kirke