Små hø baller i engerne

Viktor var med i høsten helt fra lille. Han havde et barnesæde bag ved førersædet. Der kunne han også af og til få sig en lille lur.

En gentagelse af Jacobs deltagelse i høsten år forinden. En ganske pudsig oplevelse. 

Og den samme telefon ringer når høstmaskinerne bliver gjort klar. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg synes, høsttiden betyder noget helt specielt, og nu til dags er det jo en fryd med de fantastiske maskiner, hvor mejetærskeren for mig står som det ypperste.

Hvert år når jeg ser det rullende tæskeværk i arbejde med støvet og avner hvirvlende omkring, mindes jeg alle de gange i mine unge dage, hvor vi i laden tærskede løs og hostede og hakkede i det forfærdelige luft med skidt og møg.

Nu befinder vi os uden døre i den friske fine rene natur og kan trække vejret ubesværet, hvilken forskel, og så siger nogen, at gamle dage var meget bedre. 

Jeg kan godt følge tanken om hyggen før i tiden i høsten, hvor husmor kom ud med kaffen og kage, den hygge er gået tabt på de store gårde.

Men se, der er vi så heldige, at vi jo egentlig befinder os i en lille tidslomme, for fru Pedersen serverer kaffe og den dejligste kage hver eftermiddag.

ooo000ooo

Martha

I alle de år jeg boede i Esbjerg, har jeg altid været tiltrukket af havnen. Jeg har spenderet mange timer med gåture rundt i dette specielle miljø med lugten af saltvand  og skibsolie. Jeg boede i en årrække Torvegade 15 tæt på Havnegade og kunne høre tuden af de store skibe, når de anduvede Esbjerg. Imellem kunne man høre havnens tågehorn, jeg husker det som meget hyggeligt.

Jeg har boet mange forskellige steder i Esbjerg - mest værelser. Jeg arbejdede jo i flere år i udlandet om sommeren og Esbjerg om vinteren, og det bevirkede et nyt sted hver gang jeg kom hjem igen.

Men jeg havde jo en gammel drøm, om selv at have en båd, og på et tidspunkt bestemte jeg mig for at købe. Det blev Martha, og hende havde jeg i mange år. Jeg investerede i en plads ved Esbjerg Lystbådehavn, hvor Marthe lå og hyggede sig om sommeren, og hen på efteråret kom hun hjem til St. Darum og stod trygt og godt i haven. 

En sejltur med herrer og dame

Det er Hr Møller på broen, der holder styr på besætningens ombordstigning før turen - herrer og dame - med Hr og Fru Eskesen og Hr O. Just, Hr Møller og mig selv.

Jeg kunne bare slappe af og nyde en pibe tobak. Marthe var under behørig overvågning

Søsætning af Martha

Caspars sømands dåb

Ved indsejling til Esbjerg Strand, havde vi problemer med at finde den nye plads, det var jo første gang, vi skulle lægge til der. Da vi mente at have udpeget den rigtige bro, sejlede Caspar frit og frejdigt ind med kurs mod Marthas nye plads. 

Nu er det sådan, at en båd har ingen bremser, der bruger man at slå bak, så skruen drejer modsat og bremser båden. Men et eller andet gik galt i gearkassen, og  Caspar bøvlede tappert med gearet, den ville bare ikke gå i bak, og se det er ikke særlig godt, man kan ikke gøre en skid bare vente på at ramle ind i noget.

Vi var så heldige, at der var god plads, hvor vi troede Marthe skulle ligge, og molen var fri. Caspar kunne ikke gøre andet end at råbe hold fast til Viktor der stor i for lugen og til mig agter.

Vi ramlede ind i molen med god fart, og det er altså meget ubehageligt, der gik jo mennesker rundt, og ville vi komme til at skade nogen? Der var til alt held ikke ikke mennesker, hvor vi brasede ind i molen, men Marthe tog en god rystetur.

Og hun formelig kravlede et godt stykke op på molen, hvilket var heldigt, det tog et godt stykke af energien, og det på grund af Marthas skrå stævn. Samtidig var de nye moler bygget af træ, så der skete faktisk heller ikke noget med båden, dog blev der et dybt mærke på molen.

Men det var unægtelig meget mærkeligt med Marthe på vej op på broen en skrækkelig omgang, og i øvrigt den forkerte bro. 

Vi fik Marthe slæbt ind til hovedbroen, hvor hun lå indtil Caspar fik ordnet gearkassen.

Caspar overtager Marthe

Plads nr. 27 blev Martas nye hjemsted ved Skibbroen i Ribe

Der skete flere uheldige tildragelser med Marthe, for en tre års tid siden, var hun på vej mod bunden af Esbjerg havn. Vi fandt aldrig ud af hvor vandet kom ind, men vandet stod højt.

Selvom vi hurtigt fik gang i pumpegrej og Marthe tømt for vand, så var hun mere eller mindre ødelagt. Jeg kunne ikke overskue at få motor og alt inventaret reddet, så Casper fik stumperne, og jeg fik en pose fra forsikring.

Casper knoklede mange timer, og i dag står Marthe igen fin, og hun ligger faktisk lige nu ved Skibbroen  i Ribe - hvor Casper har købt en plads til hende  - klar til en tur på Ribe Å.   

ooo000ooo

Min bog

Min bog, som jeg har haft meget fornøjelse med at skrive. Det var ikke meningen, den skulle udgives, den var bare tænkt som nogle ord om mit liv til mine efterkommere. Men et forlag ville gerne udgive den, og prisen var selvfølgelig en anden, end hvis jeg selv skulle få den trykt.

Jeg brugte vel et års tid på at skrive teksten. Det foregik for det meste på ryggen i sofaen med blok og pen. Når jeg lå der, kom tankerne af sig selv, og så var det jo bare at grifle ned sætninger, der landede i min bevidsthed.

Det var nu lidt underligt, bare at ligge der - halvvejs blunde og komme i tanke - og pludselig stod det lysende klart, at sådan skulle jeg skrive. Denne tilstand i skriveprocessen var mest i sidste halvdel af bogen. Den første halvdel var mere bare at huske så nogenlunde hvor og hvornår

. 

Selve processen med udgivelsen af bogen var egentlig meget spændende. Først skulle de formelle aftaler underskrives, kontrakten løb over 5 år, i hvilket tidsrum forlaget havde alle rettigheder med salg og markedsføring.

Forlagets redaktør fik manuskriptet til gennemlæsning, og hun kom med forslag til ændringer og uddybelser. Jeg havde betinget mig, at jeg altid ville have det sidste ord, hvis vi skulle være uenige.

Det kom nu ikke til delte meninger; redaktøren havde to forslag til uddybelser i teksten, som jeg fandt meget fornuftige, og jeg havde stavet en by i England forkert. Det var alt - redaktøren havde ikke yderligere indsigelser.

Jacob ønskede at læse det uredigerede manuskript, og han havde derefter det ønske, at

hans mor ikke var med i bogen. Jeg skrev derefter Eva ud af min fortælling, hvilket selvfølgelig gav mange rettelser, men Jacob var efterfølgende tilfreds med mine ændringer.

Efter diverse korrektioner blev manuskriptet låst og gennemgået af korrekturlæseren til endeligt færdiggørelse til trykning.

Så skulle der tages stilling til grafik af omslaget, det medførte en del skriveri frem og tilbage indtil alle var tilfredse med farve, skrift og billede på bagsiden.

Jeg havde en del polemik med forlags direktøren om hårdt omslag, det havde vi oprindeligt aftalt, men han mente at omslaget skulle være blødt. Der var det så meget godt, at vi havde en kontrakt, jeg kunne henvise til, og bogen blev med hårdt omslag.

Bogen gik i trykken og udgivelsen blev d. 19. nov. 2018. Alt dette korrespondance foregår elektronisk, jeg har aldrig fysisk set nogen fra forlaget, hvilket selvfølgelig har været lidt underligt.

Jeg fik i første omgang tilsendt 10 eksemplarer, og det var da noget specielt at åbne kassen og se den færdige trykte bog.

Jeg har nu her 5 år senere købt restlageret, og jeg har fået alle rettigheder til bogen tilbage igen. 

Et par uddrag af bogen her:

.............En sådan utænkt tanke fik jeg allerede som 12-årig uden
selvfølgelig at have nogen som helst forståelse for, hvad der
foregik. Jeg kan tydeligt huske, at jeg gik rundt i den lille
trekant, hvor jeg altid gravede huller. Jeg må vel have gået
og grublet over noget, jeg havde set eller hørt og undret
mig. Jeg gik jo meget for mig selv.

Jeg kan forestille mig, at børn, der mere eller mindre bliver
overladt til sig selv, kan blive udsat for fremkomsten af mær-
kelige tanker. Jeg har nu altid grublet meget, og så længe jeg
kan huske tilbage, har jeg blandt andet ikke kunne forliges
med udtrykket idealisme.

Jeg kendte jo ikke udtrykket dengang, men der må have
været noget i min hverdag, der formede den slags tanker i
mit hoved.

jeg har i dag en forestilling om, at mit ubehag ved
enhver form for religion blev grundlagt dengang. De fremsagte gode ord harmonerede ikke rigtig med den handling,
der fulgte, og det har jeg sikkert lagt mærke til og undret mig
over denne dobbelthed..........

...............En mening med det hele har jeg aldrig fundet, thi er der i
grunden anden end den, vi selv skaber? For mig er det også
så rigeligt nok mening – med muligheden for at sidde her i
stilheden og mærke hele kroppen og være til stede og tilfreds.

Denne tilstand af væren er helse for psyken, hvor ingen
ydelse er nødvendig, udover den rigtige vejrtrækning, ilten
må transporteres hele vejen ned til de sensitive dybe maveregioner, og iltning til hver en fiber.

Det er selvfølgelig ikke muligt altid at befinde sig i dette
velvære af tomgang, hvor ingen ydelse er nødvendig, og organismen kører mere eller mindre på frihjul, men jeg øver mig
hver dag.

Jeg tror, det er en god måde at holde summen af
energi i ave og ikke frådse med midlerne.

Jeg er taknemmelig for hver dag, tænk at skulle prøve det
her på mine gamle dage.
At sidde her midt i meningsløsheden og være helt fyldt ud af
ingenting og dog alt.